(Fomin/Raskin)
Once upon a time there was a tavern
Where we used to raise a glass or two
Remember how we laughed away the hours
And think of all the great things we could do
Those were the days, my friend
We thought they'd never end
We'd sing and dance forever and a day
We'd live the life we choose
We'd fight and never lose
For we were young and sure to have our way
La la la la la la
La la la la la la…
Those were the days,
oh yes those were the days
Tekst: Einar Skjæråsen
Melodi: Torild Goksøyr
Vinden blæs synna, og vinden blæs norda,
lyset og skuggen er syskjen på jorda.
Sommarn er stutt, og vintern er lang.
Danse mi vise, gråte min sang.
2.
Innunder yta glir moldmørke årer.
Blåveisen blømer i gråbleke vårer.
Liveta bryt gjennom tela og tvang.
Danse mi vise, gråte min sang.
3.
Friarar er vi, om vona er lita.
Nynn om 'a Berit, så får du 'a Brita.
Drøm på din sten på du sit på et fang.
Danse mi vise, gråte min sang.
4.
Somme er en av dem, somme er rike.
Berre tel slutt er vi jamsis og like.
Vegen er lystig, og vegen er vrang.
Danse mi vise, gråte min sang.
Tekst: Ivar Aasen
Melodi: Norsk folketone
1.
Dei vil alltid klaga og kyta,
At me ganga so seint og so smått:
Men eg tenkjer, dei tarv ikkje syta:
Me skal koma, um ikkje så brått.
2.
Ja, det skyt ikkje fram, so det dunar
- Som no ingen kan undrast oppå
Men det monar då jamt, ja det monar,
So det stundom er Hugnad aa sjaa.
3.
Lat det ganga fram, lat det siga!
Berre eitt eg ynskjer og bed:
At me ikkje so høgt måtte stiga,
At me gløyma vår fedrane-sed.
4.
Lat oss ikkje forfedrane gløyma,
under alt, som me venda og snu;
for dei gav oss ein arv til å gøyma,
han er større, enn mange vil tru.
5.
Lat det merkast i meir enn i ordi,
at me halda den arven i stand,
at nårr federne sjå att på jordi,
dei kann kjenna sitt folk og sitt land.
Tekst: Lina Sandell
Melodi: Svensk folketone
1.
Bred dina vida vingar, o, Jesus över mig!
Och låt mig stilla vila i ve och väl hos dig!
Bliv du mitt allt i alla, min visdom och mitt råd,
och låt mig alla dagar få leva blott av nåd!
2.
Forlåt mig alla synder och två mig i ditt blod!
Giv mig ett heligt sinne, en vilja ny och god!
Tag i din vård och hägnad oss alla, stora, små,
och låt i frid oss åter till nattens vila gå!
Tekst : Anders Vassbotn
Melodi: Per Steenberg
1.
Å leva, det er å elska det beste di sjel fekk nå;
leva, det er i arbeid mot rikare mål å trå.
2.
Å leva, det er i livet å finna det største verd;
å leva, det er å vinna til sanning i all si ferd.
3.
Å leva, det er å leggja all urett og lygn i grav;
å leva, det er som havet å spegla ein himmel av.
Tekst: Anders Hovden
Melodi: K. Svensen
1.
Handa hans far min var sliten og hard
og skrukkut som gammalt horn,
ho fekk si bragd på den magre gard
i træling for kona og born.
2.
Fekk ho sin svip av den tungføre år
i andror so mang ei stund,
og jamt om natta ho var så sår,
hans auga det fekk ikkje blund.
3.
Handa hans far min, eg gløymer kje ho
med fingrane krøkt’ av mein,
ho ligg og skin i mitt minne no
so fin som ein perlestein.
4.
Tidt når eg veiknar, og båten driv av,
eg tykkjer hans trugne hand
enn ror ved sida mot straum og hav
og bergar meg båten i land.
Tekst: J.S. Wellhaven
Melodi: J. Haydn.
1.
En villand svømmer stille
ved øens høye kyst;
de klare bølger spille
omkring dens rene bryst.
2.
En jeger går og bøyer
seg i den steile ur
og skyter så for løyer
det smukke kreatur.
3.
Og furglen kan ei drage
til redets lune skjød,
og fuglen vil ei klage
sin smerte og sin nød.
4.
Og derfor taus den dukket
dypt i den mørke fjord,
og bølgen kold seg lukker
og sletter ut dens spor.
5.
I sjøens dype grunne
gror tangen bred og frisk;
der under vil den blinde,
der bor den stumme fisk.
Tekst: Sven Moren
Melodi: Norsk folketone
1.
Å karda og spinna og hespa og tvinna,
bruka neven, veva veven av finaste ull,
er så gjævt, du, er så hævt, du, det gjev hugnad og gull.
2.
Så hei, lat oss streva! Bruk tankar, bruk nevar!
Veft med renning, i ei vending er skryt’len i gong.
Hei, så fint, du, hei, så svint, du, gjennom arbeid og song.
3.
Hei hopp sa’n og hurra! Lat rokken din surra,
skyt’len smetta, glida, gletta, og så vert det nok vev.
Helse, hugnad, vit og dugnad vinn vi einast med strev!
Fra “Peer Gynt” av Henrik Ibsen
Melodi: Edvard Grieg
1.
Kanske vil der gå både vinter og vår,
og neste sommer med, og det hele år,
men engang vil du komme, det vet jeg visst,
og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sist.
2.
Gud styrke deg, hvor du i verden går.
Gud glede deg, hvis du for hans fotskammel står!
Her skal jeg vente til du kommer igjen,
og venter du hist oppe, vi treffes der, min venn!
Tekst: Bjørnstjerne Bjørnson
Melodi: H. Kjerulf
1.
Og reven lå under birkerot /: bortved lynget. :/
Og haren hoppet på lette fot /: over lynget. :/
Der er vel noe til solskinnsdag!
Det glitrer for og det glitrer bak /: over lynget. :/
Tralalalalala!
2.
Og reven lå under birkerot, /:bortved lynget. :/
Og haren hoppet i ville mot /:over lynget. :/
Jeg er så glad over alle ting!
Hu hei, gjør du slike svære spring /: over lynget? :/
Tralalalalala!
3.
Og reven ventet bak birkerot /: bortved lynget. :/
Og haren tumlet ham midt imot /: over lynget. :/
Men Gud forbarme deg, er du der!
- Å, kjære, hvor tør du danse her /: over lynget? :/
Tralalalalala!
Tekst: Jeppe Aakjær
Melodi: Aksel Agerby
1.
Jeg er havren. Jeg har bjædler på,
mer enn tyve, tror jeg, på hvert strå.
Bonden kalder dem for mine fold.
Gud velsigne ham, den bondeknold!
2.
Jeg blev sået, mens glade lærker sang
over grønne banker dagen lang.
Humlen burmled’ dypt sin melodi,
og et rylefløjt gled ind deri.
3.
Sønnenvinden, o, han har mig kjær,
derfor kan han aldrig la meg vær’,
smyger seg med hvisken til meg ind
nu ved højre, nu ved venstre kind.
4.
Jeg får solens sidste lange blink
før den dukker ned bag gullig brink,
og når aftenklokken ringer fred,
står jeg på min tå og ringler med.
5.
Jeg skal ringle barnet til dets seng,
ringle tåken opp af sump og eng,
ringle freden over hjemmet ind,
ringle bønnen frem i fromme sind.
6.
Jeg er havren. Mine bjælder går
over luse vanger år for år,
ringler om, hvor sang og kærve gror
herlig sammen på den danske jord.
Tekst: Aa. O. Vinje
Melodi: Norsk folketone
1.
Den dag kjem aldri at eg deg gløymer,
for om eg søver, eg om deg drøymer.
Om natt og dag er du like nær,
/: og best eg ser deg når mørkt det er. :/
2.
Du leikar kringom meg der eg vankar.
Eg høyrer deg når mitt hjarta bankar.
Du støtt meg fylgjer på ferdi mi,
/: som skuggen gjeng etter soli si. :/
3.
Når nokon kjem og i klinka rykkjer,
d’er du som kjem inn til meg, eg tykkjer.
Eg sprett frå stolen og vil meg te;
/: men snart eg sig atter ende ned. :/
4.
Når vinden lint uti lauvet ruslar,
eg trur d’er du som gjeng der og tuslar;
når sumt der borte eg ser seg snu,
/: eg kvekk og trur det må vera du. :/
5.
I kvar som gjeng og som rid og køyrer,
d’er deg eg ser, deg i alt eg høyrer:
i song og fløyte- og fele-låt,
/: men endå best i min eigen gråt :/
Tekst og melodi: Scottish Air.
1.
Should auld acquaintance be forgot,
and never brought to min’?
Should auld acquaintance be forgot,
and days of lang syne?
For auld lang syne, my dear,
For auld lang syne,
We’ll take a cup of kindness yet
For auld lang syne.
2.
And here’s a hand my trusty friend,
And gie´s hand of thine.
We’ll take a cup of kindness yet
For auld lang syne.
For auld lang syne, my dear, &c.
Skal gamalt venskap kverva bort
Norsk tekst: Bjørn Tore André
Skal gamalt venskap kverva bort
Og ikkje setja langt
Skal gamalt venskap kverva bort
Og det som ein gong var
For det som ein gong var, min ven,
For det som ein gong var,
F.eks drikk den gode skål med deg,
For det som ein gong var!
Du tek ditt staup og f.eks tek mitt
Som gamle vener plar.
Jeg drikk den gode skål jeg lag
For det som ein gong var
For det som ein gong var, min ven,
For det som ein gong var,
F.eks drikk den gode skål med deg,
For det som ein gong var!
Folketone
1.
Vem kan segla förutan vind?
Vem kan ro utan årar?
Vem kanskiljas från vännen sin
utan att fälla tårar?
2.
Jag kan segla förutan vind,
jag kan ro utan årar.
Men ei skiljas från vännen min
utan att fälla tårar.
Tekst: Aa. O. Vinje
Melodi M. M. Ulfrstad
Tytebæret oppå tuva
voks utav ei liti von.
Skogen med si grøne huva
fostrar mang ein raudleitt son.
Ein gong seint om hausten lagde
liten svein til bær-skogs ut.
"Raudt eg lyser," bæret sagde,
"kom åt meg, du vesle-gut.
Her ifrå du må meg taka,
moge bær er utan ro;
Mal meg sundt, at du kan smaka
svaledrykken av mitt blod!
Mognar du, så vil du beda
just den same bøn som eg.
Mogen mann det mest må gleda,
burt for folk aa gjeva seg."
Tekst: Fra tysk ved Juul Hansen
Melodi: Friedr. W. Möller
1.
Den glade vandrer kalles jeg,
for sorgløs går jeg på
den endeløse landevei.
Der liker jeg å gå.
Refr.
Falleri - fallera - fallera
Fallera - ha - ha - ha - ha - ha - ha
Falleri - fallera
Der liker jeg å gå
2.
Den varme sol, den er min venn,
Og regnet er min bror.
Naturen, å jeg elsker den,
all verden er min bror.
3.
Jeg kaller skogens dyr ved navn,
og alle kjenner meg.
Jeg tar den varsomt i min favn,
og ondskap kjennes ei.
4.
I grøftens gress tar jeg en hvil
Når bonden kjører hjem,
og alle svarer med et smil
når glad jeg hilser dem.
5.
Den glade vandrer kalles jeg,
for godt er mitt humør.
Må himlen gi meg lov å gå
på veien til jeg dør.
Tekst: Ole Vig
Melodi: H. Matthison-Hansen
1.
Blandt alle Lande i Øst og Vest
er fedrelandet mit hjerte nest.
det gamle Norge
med klippeborge
meg huer best.
2.
Fra Vesterhavet til Kjølens rand,
fra Nordishavet til Kristiansand,
der har jeg hjemme
og kan istemme:
Mitt fedreland!
3.
Jeg elsker eder, I gamle fjell
med høye tinder og dype vell,
med skog om barmen
og jern i armen
til tidens kvæld!
4.
Jeg elsker eder, I bekker små,
I stolte fosser, I fjorder blå,
I sjøer blanke,
hvis stille tanke
kan stjerner nå!
5.
Jeg elsker furu- og bjerke-lund
med toneklangen fra fuglemunn;
og meget aner
de dunkle graner
I vårens stund.
6.
Jeg elsker Bølgen, hvor frihet gror,
de dype daler, hvor freden bor,
de lier fagre,
og gylne akre
på odelsjord.
7.
Jeg elsker alt, som er ekte norsk,
fra folkelivet til sild og torsk,
som fremad skrider,
om enn det glider
en Smule dorsk.
8.
Jeg elsker hylig mit modersmål,
det klinger kraftigt som herdet stål,
fra hjertets grunne,
i folkemunne
Hos Per og Pål.
9.
Dog mest jeg elsker det Folkeferd,
som har sitt hjem mellom fjell og skjær,
hvor Unge hedre
de gamle fedre,
som bygde her.